Bjørns lille tur i Paradisbakkerne

Her er parkeringspladsen, hvor der er plads til mange biler.

En høj gittermast kan ses på lang afstand og kan gøre det lettere at finde tilbage til parkeringspladsen.

Hvis du kommer på lidt skæve tidspunkter - og specielt uden for højsæsonnen - vil du ofte se meget få andre besøgende.

I forbindelse med parkeringspladsen er der et offentligt toilet.

Vi går ad den asfalterede Oksemyrevej lige til venstre for den røde toiletbygning.

Vejen er behagelig at gå på både sommer og vinter
- og allerede fra starten af turen oplever man den voldsomme frodighed og variation.

Til venstre er der almindelig dansk åben skov med store træer, hvorimod der til højre er tæt ungskov.

Vejen går nu nedad mod Kodalen.

På højre side (mod nord) ser vi, at dalen ender i et mosehul.

Der er frodigt, og det udgåede træ tager sig godt ud.

De mange dunhamre pynter også godt
- og hvad vi ikke kan se her: man har mulighed for at se mosen fra den anden side på hjemturen - men det vil jeg ikke råde til her.

Til venstre for os kan vi se den sydlige del af Kodalen, der er en typisk bornholmsk sprækkedal med flotte klippevægge på siderne.

Det er muligt (men ikke på denne tur) at gå oppe på den østlige kant af dalen - krydse dalen - og fortsætte på den vestlige side.

Det er også muligt (men ikke på denne tur) at gå ind gennem dalen.

Man kan så gå op på den østlige kant og tilbage til Oksemyrevejen.

Når vi er kommet op fra Kodalen, kan vi se denne vej på højre side (mod nord) - afmærket som del af Den Gule Rute.

Efter kraftig regn kan der være store vandpytter på vejen - men som regel kan man komme tørskoet udenom.

Vandpytterne illustrerer meget fint begreberne 'primært' og 'sekundært' vandspejl - selv på højtliggende steder kan der stå vand. På Bornholm giver klippegrunden med tyndt muldlag over mange muligheder for dette.

For mange år siden var der i nærheden af Bastemose i Almindingen et lignende træ, der blev kaldt 'Fregatten' eller 'Syvmasteren'.

Det gik ud - og lå i mange år på jorden, indtil det endelig var rådnet - og det blev fjernet. Det er savnet.

Nu har vi ved Oksemyr lidt af en erstatning - en 'Femmaster'.

På venstre side af vejen ser vi nu et åbent område med lav vækst.

Vi er ved at nærme os Oksemyr - den mose, der har givet navn til vejen, vi netop har forladt.

Selv mosehullet er ved at gro til, men der er stadig en del åbent vand, der er meget værdsat af ænder.

Vi fortsætter af vejen - og passerer afløbet fra mosen. Det er et rør, der fører under vejen og ud til en grøft på vores højre side.

Hvis dette afløb ikke var ført under vejen, kunne den blive skyllet væk efter kraftig regn.

Lidt længere fremme støder vi på en vej (ridesti) til højre - men vi ignorerer den og fortsætter ligeud og til venstre.

På tilbagevejen kommer vi retur ad denne vej og fortsætte mod parkeringspladsen ad den vej, vi netop er gået.

Lidt fremme viser skiltene, at Den Gule Rute fortsætter ad en sidevej til højre - men vi vælger at fortsætte ligeud.

Hvis vi havde fulgt Den Gule Rute, var vi kommet op til sydenden af Gamledam med en pragtfuld udsigt - men den vej fortsætter langs bredden af Gamledam, og det er en lidt usikker vej, hvis man ikke er godt til bens.

Til venstre for os ser vi en fin dyreveksel, der fører ned mod Oksemyr - men stien forsvinder ud i ingenting, så vi går ikke den vej i dag.

Vi fortsætter ligeud og passerer endnu en gang en afvanding i et rør under vejen - er det tilstoppet, er den videre vej ufremkommelig - men det sker sjældent: der bliver passet godt på Paradisbakkerne og mulighederne for at se dette pragtfulde område.

Lidt fremme drejer vejen 90° mod højre - og en sidevej viser sig (45° til højre) - den vælger vi.

Det er en hyggelig vej - det er sjældent man møder andre her - og så går vejen gennem et stort blåbærområde.

På begge sider af vejen er der massevis af lave buske med de små bornholmske blåbær.

Blåbærene begynder at blive modne sidst i juli - men de modnes meget forskelligt alt efter hvor meget sol, de får.

På højre side af vejen er der mest sol og dermed blåbær i juli og august.

På venstre side af vejen er der blåbær i august og september.

Billedet her er fra sidst i oktober, så der er ingen synlige blåbær.

Vejen går gennem områder, hvor der ikke er skovhugst, så naturen har frit spil.

Det er noget mere charmerende end en haveagtig, 'velholdt' skov.

Det første stykke af vejen går gennem afvekslende skov (og massevis af blåbær).

- og som man kan se, dukker klippegrunden tit frem, så det kan anbefales ikke at falde her!

Blåbærarealerne er virkelig overvældende.

Skoven skifter karakter - stadig mange forskellige træer - og undergrunden inkluderer nu også lyng

Ind imellem kan man støde på dekorative klippeblokke.

Nu skifter skoven voldsomt - vejen gå gennem en almindelig granskov.

Paradisbakkerne bliver bl.a. finansieret ved skovdrift - derfor er der områder med nåletræer, der hurtigt kan give tømmer.

Andre steder i Paradisbakkerne er der åbne områder - med træstubbe - hvor der er fældet arealer med nåletræer.

Det er karakteristisk for Paradisbakkerne, at skovbunden er meget grøn - selv her i granskoven.

I varme, tørre somre, hvor resten af øen er udtørret - gul og vissen - er der grønt i Paradisbakkerne.

Dette skyldes formodentlig det tyndejordlag over klippelommer, der holder på vandet.

Nåleskoven er slut, og vi er igen i blandingsskov med klippeblokke..

Vi støder nu igen på Den Gule Rute - her ved 'Trommerestene'.

Til venstre går vejen hurtigt kraftigt nedad mod 'Dybedal' - men vi skal ikke den vej i dag, selvom vejen er meget imponerende.

Til højre følger vi Den Gule Rute (mod syd) for at komme ned til Gamledam.

Vi er igen i nåleskov, der dog hurtigt skifter til blandingsskov.

Igen møder vi mere eller mindre udgåede træer, der får lov til at blive stående - det gør skoven spektakulær.

Flere spændende træer.

Efter endnu lidt nåleskov kan vi se, at det lysner forude.

Vi nærmer os Gamledam.

Og her den så - Gamledam - efter min mening det mest betagende sted på øen.

Den højre (vestlige) søbred er et højtliggende klippeparti, der ikke umiddelbart er tilgængeligt.

Den venstre søbred er en del af Den Gule Rute og Højlyngsstien.

Der går et lille næs ud i søen. Her er en fin siddeplads, hvor man kan nyde stedet og lytte til søens liv.

Om foråret og sommeren kan man nyde store mængder hvide og gule åkander.

Der er mange frøer i søen - det er man ikke i tvivl om i foråret - de er meget larmende.

Der har været fisk i søen - men om de stadig er der, ved jeg ikke.

Jeg kan ikke forestille mig, at man kan blive træt af denne udsigt - pragtfuld - og skiftende året rundt.

Det er imponerende, at det lille (bonsai-)egetræ kan overleve på sin klippeblok.

Vejen her (på nordsiden af søen) er nok det sted på ruten, hvor der er størst sandsynelighed for at møde andre skovgæster.

Helt til venstre går det stærkt nedad - der er et fald på godt 5m ned til endnu en sø.

Vi går videre ad vejen (mod øst) og passerer søens afløb.

Her er det tydeligt, at hvis afløbet under vejen ikke fungerer, vil vejen kunne blive skyllet væk.

Lige efter en våd periode, er det voldsomt at lytte til udløbet - der er meget vand, der skal langt ned.

Ved søens nordvestlige hjørne går Den Gule Rute og Højlyngsstien langs søbreden tilbage mod Oksemyr.

Vi fortsætter dog ligeud - ind i den mørke skov..

Vejen går mod vest gennem blandingsskov.

Lidt fremme svinger vejen til venstre - men en mindre vej går mod højre.

Der er lyst mod højre - vi nærmer os et åbent område.

Det tynder ud i skoven.

Vi er kommet op til en større vej, hvor vi fortsætter mod højre.

Det kan være en god idé at være stille her - der kan være gode chancer for at se rå- eller dådyr.

Dyrene har utrolig god høresans og kan let være langt væk, inden du kan se dem.

Vejen vi er kommet ud på, går direkte ned mod Oksemyr.

Der kan være gode chancer for at se rå- og dådyr i det åbne (ret nyfældede) område til højre.

Endnu større chancer er der til venstre, hvor der er åben mark - jeg har tit set dyr her.

- men ingen dyr i dag.

Der er igen blandingsskov.

Selvom der er spændende stier mod venstre (dvs. der fører direkte hen mod parkeringspladsen), skal man ikke forvente, at man kan skyde genvej. Så let går det ikke i de bornholmske skove - der er klippesprækker og vandløb, der gør det umuligt at skyde genvej.

Lidt længere fremme støder vi på denne (ride-)sti til venstre, og vi skal nu vælge det sidste stykke af hjemvejen.

Fortsætter vi lige frem, kommer vi ned til vejen forbi Oksemyr, og vi kan komme tilbage ad den vej vi kom.

Går man ad ridestien til venstre, kommer man bagom mosehullet i Kodalen - men den rute kan være udfordrende for balancen, så vi fravælger den mulighed. Men har du mod på det, så prøv! Stien fører direkte tilbage til parkeringspladsen

Lidt længere fremme ad vejen deler den sig - vi tager den venstre.

Vi er nu kommet ud på vejen forbi Oksemyr og går mod venstre.

Vi er nu på velkendt vej - Oksemyr ligge lidt fremme til højre.

Vi er kommet frem til Oksemyr og 5-masteren.

- og lidt længere fremme støder vi på Oksemyrvejen som vi følger mod venstre.

Vi passerer endnu en gang Kodalen (på højre side).

- og vi er ved at være tilpage på parkeringspladsen.

- og vi er kommet godt tilbage.